Sådan kunne Jorden se ud om 250 millioner år

Et nyt superkontinent tager form: Pangæa vender tilbage

Geologer er enige om én ting: det verdenskort, vi kender i dag, er blot et øjebliksbillede. Pladetektonik skubber hele kontinenter langsomt hen over kloden, centimeter for centimeter. Og om hundredvis af millioner år vil resultatet blive et fuldstændig nyt landmasse — et superkontinent, hvor også Europa og store dele af Afrika omorganiserer sig dramatisk. For det område, der i dag udgør Frankrig, medfører det en bemærkelsesværdig strategisk position.

For cirka 200 millioner år siden brød urkontinentet Pangæa fra hinanden. Gigantiske landmasser blev gradvist til de kontinenter, vi finder i atlasset i dag. Men dette sammenbrud var blot et mellemtrin i en meget lang geologisk cyklus.

Geovidenskabsmanden Christopher Scotese og andre forskere har i årevis simuleret, hvor jordens plader bevæger sig hen i den fjerne fremtid. Deres modeller viser: om cirka 250 millioner år smelter næsten alle nutidens kontinenter igen sammen til én gigantisk blok, som fagverdenen kalder Pangæa Ultima.

På lang sigt bevæger Jorden sig mod ét enkelt superkontinent, der vil få oceaner til at forsvinde og bringe lande tættere på hinanden, som i dag er adskilt af tusindvis af kilometer.

Et centralt punkt i disse scenarier er, at Atlanterhavet lukker sig igen. De amerikanske kontinenter bevæger sig mod Afrika og Eurasien. Det Indiske Ocean skrumper og forvandles til en slags gigantisk indlandshav, omgivet af land på næsten alle sider.

Den globale geografi ville se næsten uigenkendelig ud sammenlignet med nutidens standarder:

• Øer som Cuba smelter sammen med det nordamerikanske kontinent.
• Østasiatiske stater som Korea befinder sig pludselig indeklemt mellem Kina og Japan.
• Grønland kobler sig tættere til Canada og danner en fælles blok med landet.

Alt dette sker ikke pludseligt, men over millioner af år. For geologer er det alligevel en klar retningsændring: fra en "opsplittet" verden tilbage til ét enkelt superkontinent.

Strategisk nøgleposition: Frankrig rykker mod Nordpolen

For det område, der i dag er Frankrig, giver disse forskydninger en særlig rolle. I modellerne bevæger Vesteuropa sig generelt nordpå. Frankrig vil da ligge betydeligt tættere på den geografiske Nordpol end i dag.

Samtidig lukker Middelhavet sig, fordi Afrika fortsætter med at presse nordpå og kiler sig ind i Europa. Det tidligere Middelhavs-område bliver til et bjergbælte, der kan sammenlignes med et endnu større Himalaya. Derved rykker Frankrig ikke kun nærmere Nordeuropa, men også Nordafrika.

De fremtidige naboer til de nuværende franske territorier kunne da blive:

• mod vest og syd: Spanien og Portugal, som i dag
• mod øst: det tidligere Middelhavs-område og dele af Italien
• mod syd og sydøst: regioner, der i dag tilhører Marokko, Algeriet eller Tunesien
• mod nord: områder tæt på den daværende polarcirkel

Frankrig ville dermed befinde sig ved et enormt geografisk vejkryds mellem Europa og Afrika — og i relativ nærhed til jordens nordligste punkt.

Ekstremt klima på Pangæa Ultima: Varme, tørke og vulkaner

Dannelsen af et superkontinent ændrer ikke kun kortene, men også klimaet massivt. En undersøgelse offentliggjort i fagbladet Nature tegner et temmelig dystert billede: når alle store landmasser smelter sammen til én kompakt blok, ophobes varme og tørke i det indre af landet.

Modelberegningerne tager udgangspunkt i flere faktorer:

• Mere intensiv vulkansk aktivitet ved de nye pladegrænser.
• Betydeligt højere CO₂-koncentrationer i atmosfæren.
• En sol, der stråler cirka 2,5 procent stærkere end i dag, da stjerner langsomt øger deres lysstyrke over tid.

Samspillet mellem disse effekter skaber temperaturer over 40 grader på store dele af Pangæa Ultima. Hertil kommer udbredt tørke, fordi fugtig havluft har svært ved at trænge langt ind i landet. Store områder vil sandsynligvis blive til varme, næsten ubeboelige tørkezoner.

Store regioner af superkontinentet ville blive til livsfjendtlige varmeområder, hvor mange af nutidens pattedyrarter næppe ville have en chance for at overleve.

Undersøgelsen taler om en potentiel masseuddøen af de fleste pattedyr. Selv arter, der er tilpasset de nuværende klimaforandringer, ville være stærkt truede i en verden med vedvarende ekstreme temperaturer og knappe fugtighedsressourcer.

Et sjældent tilflugtssted: Hvorfor Nordeuropa bliver klimazonernes håb

Den gode nyhed i et ellers nedslående scenarie er, at ikke alle regioner af superkontinentet vil blive ramt lige hårdt. Nordlige breddegrader, især nær den fremtidige polarcirkel, bevarer forholdsvis moderate forhold på trods af de generelt højere temperaturer.

Fordi Frankrig i modellerne bevæger sig markant nordpå, hører dets senere territorier til disse forholdsvis milde zoner. Her kunne temperaturer og nedbør stabilisere sig, så vandreserver og en vis vegetation stadig er mulige.

I det samme "bælte" ville sandsynligvis også ligge:

• Dele af det fremtidige Forenede Kongerige
• Randområder i det nordvestlige Portugal
• Nogle regioner i det nuværende Nordafrika, som da vil ligge betydeligt længere mod nord

I undersøgelsen dukker begrebet "klimarefugium" op for sådanne regioner. Det betegner områder, hvor restbestande af dyre- og plantearter kan overleve, mens størstedelen af superkontinentet er blevet næsten ubeboeligt.

Frankrig kunne i den fjerne fremtid høre til de få klimatiske tilflugtsrum — med afgørende betydning for arters overlevelse.

Hvad der ligger bag prognoserne: Pladetektonik, superkontinenter og solens fysik

Scenarierne bygger på flere videnskabelige byggesten. Tre af dem er centrale:

Pladetektonik handler om den langsomme glidning af stive jordplader på den seje øvre jordkappe. Ved deres kanter opstår nye oceaner, bjergkæder og vulkanbuer. På lang sigt fører det til, at kontinenter, der driver fra hinanden, igen bevæger sig mod kollision.

Superkontinent-cyklussen er et groft mønster, der kan genkendes i jordens historie: først dannes et urkontinent, derefter bryder det op i enkeltdele, og siden forenes de igen. Pangæa var et sådant superkontinent. Pangæa Ultima ville blive det næste.

Hvad det betyder for liv og civilisationer

Om mennesker — eller hvilke intelligente arter der end måtte eksistere — stadig er til stede om 250 millioner år, er fuldstændig åbent. Klimamodellerne viser dog ét meget tydeligt: langsigtede geologiske processer afgør, hvilke regioner der potentielt tilbyder levesteder, og hvilke der ikke gør.

Skulle der i den fjerne fremtid stadig eksistere civilisationer, ville zoner som det fremtidige Frankrig sandsynligvis have stor geopolitisk relevans. Der, hvor vand, moderate temperaturer og frugtbar jord mødes, opstår uundgåeligt økonomiske og samfundsmæssige centre — ganske ligesom ved nutidens Middelhav eller i floddalene i Asien.

Samtidig indebærer nærheden til nye pladegrænser geologiske risici: øget jordskælvsaktivitet, vulkanudbrud og muligvis også storskalerede magmafelter. Den, der bebor disse regioner, må håndtere en vedvarende kombination af klimastress og naturlige farer.

Et blik ind i den dybe fremtid — og læren for nutiden

Sådanne langsigtede prognoser lyder ofte som science fiction, men de er baseret på klart målbare processer: pladeforskydninger, solens udvikling og vulkansk aktivitet. Tidshorisonterne er ganske vist gigantiske, men retningen for forandringerne ligger ikke desto mindre ret stabilt fast.

For nutiden giver det ingen umiddelbar alarm, men et perspektivskifte. Det tilsyneladende faste verdenskort, som politiske debatter og klimamål udspiller sig på, er i virkeligheden en dynamisk konstruktion. Den nuværende global opvarmning foregår mod baggrunden af en planet, der under alle omstændigheder bliver varmere og mere ekstrem på lang sigt.

Den, der beskæftiger sig med disse fremtidsbilleder, ender automatisk ved en nøgtern erkendelse: vores handlerum ligger her og nu. Vi kan ikke stoppe vejen frem mod fremtidige superkontinenter, men vi kan godt være med til at afgøre, hvor livvenlig Jorden forbliver i de kommende århundreder og årtusinder — længe før Pangæa Ultima tager form.