En vulkan større end mange lande
Dybt under Stillehavets overflade gemmer sig en geologisk gigant, så flad og enorm, at den i årtier blev betragtet som en uanseelig havbundsplateau. Nu er sandheden kommet frem: Det, forskere længe troede var flere separate bjerge, viser sig at være én enkelt, vældig supervulkan. Den opstod for cirka 145 millioner år siden og ligger tusindvis af meter under havoverfladen.
Tamu-massivet i centrum for ny forskning
Det centrale objekt i den nye undersøgelse er det såkaldte Tamu-massiv, en gigantisk undersøisk bjergformation i Stillehavet. Det ligger på Shatsky-ryggen, et afsides havplateau cirka 1.600 kilometer øst for Japan. I årevis antog geologer, at dette område bestod af flere adskilte vulkanske strukturer.
Præcise målinger med seismisk reflektionsteknik afslørede overraskelsen: De strukturer, man troede var separate, er forbundet af sammenhængende lavastrømme. Hele formationen fungerer som én samlet vulkan.
Tamu-massivet dækker cirka 120.000 kvadratmil — et areal på størrelse med en mellemstor amerikansk delstat. Ingen anden kendt vulkan på Jorden når en tilsvarende grundflade.
Dimensionerne er det, der gør fundet så bemærkelsesværdigt. Hidtil har Mauna Loa på Hawaii været målestokken for enorme vulkaner. Men den hawaiianske vulkan dækker kun omkring 2.000 kvadratmil. Tamu-massivet er dermed cirka 60 gange større.
Derfor forblev giganten uopdaget så længe
Svaret ligger i dens form. Når de fleste tænker på en vulkan, forestiller de sig en stejl kegle med en tydelig tinde. Det er præcis det modsatte, der gælder for Tamu-massivet.
Fladt skjold frem for stejlt bjerg
Massivet er ekstremt fladt opbygget. Siderne stiger så langsomt, at man stående på overfladen næppe ville bemærke, hvilken retning der var nedad. Denne form minder om et kæmpe skjold — fagfolk kalder det en skjoldvulkan.
Vulkanens tinde befinder sig cirka 6.500 fod (omkring 2.000 meter) under havoverfladen. Basen strækker sig ned til dybder på næsten 4 mil, svarende til cirka 6,5 kilometer. Imellem disse niveauer breder et blidt hvælvet landskab af størknet lava sig ud.
Forskerne tilskriver denne struktur voldsomme lavastrømme, der for millioner af år siden spredte sig jævnt i alle retninger. I stedet for flere mindre udbrud dannedes én enkelt gigantisk skjoldstruktur, der næsten ligner et eget kontinent på havbunden.
Et udbrud fra Jordens indre for 145 millioner år siden
Tamu-massivet opstod for cirka 145 millioner år siden, altså i den tidlige kridttid. Dengang så Jorden helt anderledes ud: Dinosaurer beherskede kontinenterne, havene var varmere, og kontinentalpladerne lå på andre positioner end i dag.
Geologer vurderer, at enorme mængder magma fra Jordens kappe trængte opad over en afgrænset tidsperiode. Disse smeltemasser størknede lag for lag og opbyggede undervandsvulkanen, indtil den nåede sin nuværende udstrækning. Herefter ophørte aktiviteten, og Tamu-massivet betragtes i dag som inaktivt.
Med hvert nyt datasæt tegner der sig et billede af en kort, men ekstremt intens geologisk begivenhed, som permanent har præget havbunden i denne region.
For forskningen giver det et vigtigt fingerpeg om, hvordan såkaldte oceaniske plateauer dannes — brede, tykke skorpedele på havbunden, der ligger som oversized øer i verdenshavene.
Sammenligning med en vulkangigant på Mars
For at gøre dimensionerne mere håndgribelige trækker forskerne en sammenligning med en fremtrædende nabo i solsystemet: Olympus Mons på Mars. Denne vulkan er den største kendte vulkan i hele solsystemet.
Stiller man kortene side om side, fremstår Tamu-massivet overraskende konkurrencedygtigt. Ganske vist når Olympus Mons større højder, men hvad grundarealet angår, befinder undervandsmassivets sig i en lignende størrelsesklasse. For den jordiske vulkanologi er det en sensation.
Studiet understreger, at en så bred, flad enkelt vulkan på Jorden er enestående. Andre store vulkanområder består typisk af flere overlappende vulkancentre. Tamu-massivet fungerer derimod som ét samlet system — en ægte enkeltgigant.
Sådan kortlægger forskere den skjulte vulkan
Da vulkanen ligger flere kilometer under vand, kræves der specialudstyr for at kortlægge dens form. Klassiske luftfotos eller satellitbilleder er slet ikke tilstrækkelige her.
Seismiske data som nøglen
Skibe sender lydbølger ned i dybden. Disse bølger reflekteres fra de forskellige bjergartslag i undergrunden, og modtagere ved vandoverfladen registrerer ekkoet. Ud fra disse signaler rekonstruerer geofysikere et tredimensionalt billede af undergrunden.
I Tamu-massivets tilfælde viste det sig, at individuelle lavalag uden afbrydelse strækker sig fra det ene område til det andet. Det, der tidligere lignede tre separate forhøjninger, viste sig at være én sammenhængende vulkanstruktur med en fælles kilde.
- Placering: Under Stillehavet, øst for Japan
- Type: Undersøisk skjoldvulkan
- Areal: Cirka 120.000 kvadratmil
- Alder: Cirka 145 millioner år
- Status: Inaktiv
- Sammenligning: Større end Mauna Loa, sammenligneligt areal med Olympus Mons
Hvad kæmpevulkanen afslører om Jordens indre
Supervulkanen giver fingerpeg om, hvordan kraftfulde magmastrømme fungerer i Jordens indre. Sådanne begivenheder kan ikke blot omforme havbunden, men på længere sigt også påvirke klimaet og havenes kemiske sammensætning.
Når store mængder lava i løbet af kort tid strømmer op fra kappen, frigiver de eksempelvis voldsomme mængder gasser. Disse kan ændre atmosfæren eller mobilisere næringsstoffer i havet. For palæoklimaforskere er sådanne storskalahændelser derfor et vigtigt redskab til at forstå tidligere klimasvingninger.
Tamu-massivet virker som et frossent øjebliksbillede af en voldsom mantelstigningsproces, der giver os indblik i processer, som ellers forbliver skjult dybt inde i Jordens indre.
Derfor fremstår store undervandsvulkaner ofte ufarlige
På trods af sin massive størrelse udgør Tamu-massivet efter alt at dømme ingen direkte fare. Vulkanen er slukket for længe siden, dens lava er fuldstændig afkølet, og der er ingen tegn på nye magmastigninger i området.
Det skaber en interessant kontrast: På land virker høje, aktive vulkaner truende, fordi man kan se dem ryge eller bryde ud. Undersøiske skjoldvulkaner som dette massiv arbejder stille og over store flader. Selv i aktiv tilstand kan de nok forårsage lokale udbrud og jordskælv, men mange processer forløber ubemærket for mennesker.
Aktuel forskning forsøger at kortlægge sådanne strukturer bedre for realistisk at kunne vurdere skjulte farer — eksempelvis i forhold til tsunamier eller pludselige ændringer af havbunden, der kan skade undersøiske kabler eller infrastruktur.
Det bør enhver vide om supervulkaner i havet
Betegnelsen supervulkan skaber hurtigt panik. Fagfolk skelner imidlertid mellem forskellige typer: Supervulkaner på land, som forbindes med massive udbrud og globale askeskyer, fungerer anderledes end meget store skjoldvulkaner i havet.
Tamu-massivet handler snarere om omfang end om eksplosiv fare. Dets lava var sandsynligvis relativt tyndtflydende og bredte sig roligt ud i stedet for at skyde op i luften. Det forklarer den brede, flade form.
For bedre at forstå emnet kan man huske tre store vulkantyper:
- Lagvulkaner: Stejle, klassiske kegler, ofte eksplosive — f.eks. Etna.
- Skjoldvulkaner: Brede, flade former præget af tyndtflydende lava — f.eks. Mauna Loa.
- Undersøiske skjoldvulkaner af denne størrelsesorden: Ekstremt store i grundareal, som regel kun kortlægbare med specialudstyr — Tamu-massivet er et eksempel.
Erkendelserne fra Stillehavet hjælper med at placere alle tre grupper i et større perspektiv. De viser nemlig, hvilken mangfoldighed af vulkanformer vores planet har frembragt — og hvor mange af dem der stadig ligger skjult i mørket.
