Jorden står over for en radikal omformning: Kontinenter forskydes, oceaner forsvinder, og et gigantisk superkontinent opstår – med Europa i en helt ny rolle.
Geologer regner med, at vores planet gennemgår en fuldstændig ombygning over ekstremt lange tidsperioder. Om cirka 250 millioner år kan alle nutidens kontinenter smelte sammen til ét enkelt landmasse. Dette fremtidige superkontinent bærer navnet Pangæa Ultima – og særligt fascinerende er det, at området, som i dag udgøres af Frankrig, bevæger sig ind i en overraskende strategisk position.
En planet i konstant bevægelse
Ved første øjekast virker den nuværende fordeling af Europa, Amerika, Afrika og Asien stabil. I menneskelig målestok holder det også stik: Kontinenter bevæger sig kun nogle få centimeter om året. Set med geologiske øjne er denne bittesmå bevægelse dog mere end nok til at forme et fuldstændig anderledes ansigt på Jorden i løbet af hundredvis af millioner år.
Vores planet har allerede set helt anderledes ud tidligere. For omkring 200 millioner år siden brød et urkontinent fra hinanden, som forskere kalder Pangæa. Ud af dets brudstykker opstod langsomt de kontinenter, vi kender i dag. Denne proces fortsætter ufortrødent, drevet af strømninger i jordens kappe og trykket fra de tektoniske plader.
Jorden opfører sig som et ekstremt langsomt puslespil, hvis brikker aldrig holder op med at flytte sig.
Geovidenskabsmanden Christopher Scotese og andre eksperter simulerer disse bevægelser med komplekse modeller. Et af disse scenarier peger i retning af Pangæa Ultima: et nyt, vældigt fastland, der på et tidspunkt forener næsten alle nutidens kontinenter.
Hvad sker der med Atlanterhavet og Det Indiske Ocean?
Ifølge disse beregninger skrumper Atlanterhavet gradvist over tid. Amerika bevæger sig millimeter for millimeter mod Europa og Afrika, indtil Atlanterhavet fuldstændig forsvinder. Set fra vores nuværende perspektiv virker det utænkeligt, men geologisk set er det en logisk konsekvens af pladetektonikken.
Det Indiske Ocean forbliver heller ikke, som det er. Det omdannes til en slags kæmpemæssigt indlandshav, omgivet af landmasser, som vi i dag opfatter som langt fra hinanden. Det globale verdenskort ville knapt være til at genkende.
Sådan kan det nye verdenskort komme til at se ud
- Cuba smelter sammen med dele af det nuværende USA.
- Grønland kobles fast til Canada.
- Den koreanske halvø havner indeklemt mellem Kina og Japan.
- Middelhavsregionen forsvinder, og Europa og Nordafrika støder direkte sammen.
Set fra fremtidige geologers perspektiv kan vores nuværende verdenskort komme til at virke lige så forældet, som urtidstidens kort gør for os i dag.
Europa bevæger sig nordpå – og Frankrig rykker mod polregionen
En særlig interessant del af scenariet handler om Europa. Simulationsdata tyder på, at store dele af kontinentet langsomt bevæger sig nordpå. Området, der i dag udgøres af Frankrig, ender på lang sigt i betydeligt højere breddegrader, tættere på den nuværende nordpol.
Samtidig lukker kløften mod syd sig: Når den afrikanske plade presser mod nord og Middelhavsregionen forsvinder, kommer Europa og Nordafrika i direkte kontakt med hinanden.
Frankrig ville da ikke blot grænse op til Spanien og Italien, men muligvis direkte til Marokko, Algeriet eller Tunesien.
Fra et geostrategisk synspunkt opstår der en fuldstændig ny situation: Et knudepunkt mellem nordlige og sydlige breddegrader, mellem tidligere havbassiner og nye indlandshave.
Et superkontinent med livsfjendtligt klima
Så spektakulært det nye superkontinent end ser ud, vil det sandsynligvis blive et hårdt sted for levende væsener. En undersøgelse i det videnskabelige tidsskrift Nature modellerer klimaet på Pangæa Ultima. Resultatet er klart: store dele af superkontinentet vil opvarmes massivt.
Flere faktorer forstærker hinanden gensidigt:
- Intens vulkansk aktivitet ved pladens sammenstød frigiver enorme mængder CO₂.
- De tætte landmasser forstyrrer hav- og luftstrømninger, der i dag sørger for balance.
- Solen stråler om 250 millioner år forventeligt omkring 2,5 procent stærkere end i dag.
Denne kombination driver temperaturerne i vide regioner langt over 40 grader Celsius. Hertil kommer ekstrem tørke: Vand fordamper hurtigere, regn udebliver, og jordbunden ødelægges. For mange pattedyrarter vil dette miljø næppe være overlevbart.
Klimarefugium i udkanten af Pangæa Ultima
Billedet er dog ikke helt uden håb. Modellerne viser, at de nordligste zoner af superkontitentet kan bevare et forholdsvis mildt klima. Tættere på polregionen sørger lavere solstande og stabile vandforekomster for mere tålelige forhold.
Dele af det nuværende Europa optræder i simuleringerne som nogle af de få regioner, hvor mennesker og andre pattedyr overhovedet stadig ville kunne leve.
Frankrig – nu rykket længere mod nord – dukker op i disse fremskrivninger som en slags klimaflugtzone. Det samme gælder for områder, der i dag tilhører Det Forenede Kongerige, Portugal og det nordlige Afrika. Der kunne temperaturer og nedbør ligge inden for et interval, der i det mindste sæsonmæssigt tillader landbrug og komplekst liv.
Hvem vinder – og hvem taber?
| Region | Forventet placering | Levevilkår |
|---|---|---|
| Det indre af Pangæa Ultima | Dybt inde i superkontitentet, langt fra have | Ekstremt varmt, tørt, næsten ubeboeligt |
| Nordligt Europa (inkl. Frankrig) | Nær den fremtidige polarcirkel | Relativt tempereret, mulig klimaflugtzone |
| Nordligt Afrika | Grænseområde mellem varmt centrum og koldere zoner | Stærkt afhængig af regionale vinde og have |
Hvad disse fremtidsbilleder betyder for os i dag
250 millioner år ligger langt hinsides menneskers planlægningshorisont. Ingen nuværende by eller stat vil overleve dette tidsrum. Alligevel leverer disse scenarier værdifulde indsigter.
For det første viser de, hvor tæt klima og kontinenter er forbundet med hinanden. Et superkontinent oplagrer varme anderledes end en Jord med mange mindre landmasser og store havflader. For det andet bliver det tydeligt, at forhøjede CO₂-niveauer og stærkere solstråling har enorme konsekvenser – selv uden menneskelig indblanding.
For den aktuelle klimadebat betyder det, at planeten reagerer følsomt på ændringer i drivhusgasbalancen. Jordens naturlige fremtid kan i meget fjern tid blive meget varm. Netop derfor fremstår ethvert yderligere kunstigt skub opad som desto mere alvorligt i dag.
Nøglebegreber i denne sammenhæng
Tektoniske plader
Jordskorpen består ikke af én sammenhængende skal, men af flere stive plader. De driver langsomt på den sejflydende øvre jordkappe. Hvor de støder mod hinanden, opstår bjergkæder, jordskælv og vulkaner. Hvor de bevæger sig fra hinanden, dannes nyt havbund.
Superkontinent-cyklussen
Geologer antager, at Jorden bevæger sig i en tilbagevendende cyklus: Kontinenter driver fra hinanden, samler sig til et superkontinent, falder fra hinanden igen – og processen begynder forfra. Pangæa Ultima ville i dette billede blot være endnu et kapitel i en meget lang historie.
Hvad mennesker kan bruge denne viden til
Selv om intet menneske nogensinde vil leve på Pangæa Ultima, opfordrer disse modeller os til at udvide vores eget tidsperspektiv. Byer og landegrænser, der i dag virker så faste, opløses nærmest fuldstændig over geologiske tidsrum. Det, der består, er det fysiske system Jorden med sine kredsløb af sten, vand, luft og liv.
Den, der beskæftiger sig med dette, får en fornemmelse af, hvor skrøbeligt vores nuværende klimabalance er. Og hvor usædvanlig den tidsperiode er, hvori civilisation overhovedet blev mulig. I den forstand viser blikket på Pangæa Ultima ikke så meget en fjern science fiction-scene – men frem for alt, hvor kort vores eget kapitel på denne planet er.
