En pludselig erkendelse midt i hverdagen
Der er øjeblikke i livet, hvor virkeligheden rammer dig som et lyn fra en klar himmel. For mit vedkommende skete det ved kemikaliedisken i et almindeligt supermarked en tirsdag formiddag. Mellem rengøringsmidler og opvaskesæbe gik det op for mig: Jeg har ingen anelse om, hvad jeg laver.
Hele mit liv havde jeg troet, at voksenlivet ville komme naturligt. At der en dag ville ske en magisk forvandling, hvor jeg pludselig vidste, hvilket afkalkningsmiddel der var bedst, eller hvorfor nogle vaskemidler koster tre gange så meget som andre. Men her stod jeg – officielt klassificeret som voksen – og stirrede forvirret på hylder fyldt med produkter, jeg ikke forstod.
Illusionen om at have styr på det
I årevis havde jeg opført mig som en rigtig voksen. Betalt regninger til tiden. Husket fødselsdage. Endda købt forsikringer uden at græde. Men kemikalieafdelingen afslørede sandheden: Det hele var bare et velspillet skuespil.
Jeg huskede min mor, der altid vidste præcis, hvad hun skulle have. Hun marcherede gennem butikken med militærisk præcision, samlede op, hvad der manglede, og fortsatte videre. Ingen tøven. Ingen forvirring. Bare ren, udestilleret voksenkompetence.
Jeg derimod? Jeg læste etiketter, som om de var skrevet på oldgræsk. pH-neutral? Enzymatisk virkning? Miljøcertificeret? Ordene svømmede sammen foran mine øjne, mens jeg desperat forsøgte at huske, om vi overhovedet havde brug for mere universalrengøring derhjemme.
De små tegn på umodenhed
Erkendelsen spredte sig hurtigt til andre områder af mit liv. Der var så mange ting, jeg bare lod som om jeg forstod:
- Hvordan man vælger en moden avocado (jeg presser bare tilfældigt og håber på det bedste)
- Hvad forskel på forskellige typer forsikringer faktisk betyder
- Hvorfor folk elsker at tale om rentefradrag ved middagsselskaber
- Hvornår man egentlig skal skifte vinduesviskerne på bilen
Listen var pinligt lang. Hver gang nogen begyndte at tale om investering, ejendomsskat eller hvilken type maling der er bedst til køkkenskabe, nikkede jeg bare vidende – mens min indre stemme panikagte i baggrunden.
Voksenlivets utopiske løgn
Måske er det her hemmeligheden, som ingen fortæller dig: Ingen har egentlig helt styr på det. Vi går alle rundt og later som om, håber på, at ingen stiller for mange spørgsmål.
Min far indrømmede engang efter et glas vin, at han til den dag i dag ikke helt forstod, hvordan pensionsopsparingen fungerede. Min bedste ven – som ejer sit eget hus – tilstod, at han stadig ringer til sin mor for at spørge, hvordan man fjerner pletter fra tøj. Vi er alle bare børn i voksenkostumer, der krydser fingre for, at ingen opdager svindelnummeret.
Friheden i at indrømme det
Der skete noget befriende ved kemikaliedisken den dag. Jeg valgte det billigste. Ikke fordi jeg havde analyseret sammensætningen eller læst forbrugertest. Simpelthen fordi jeg opgav illusionen om, at jeg skulle forstå det hele.
På vej mod kassen mærkede jeg en underlig lettelse. Måske behøver man ikke være fuldstændig kompetent på alle områder for at være voksen. Måske handler det mere om at acceptere, hvad man ikke ved – og alligevel klare sig igennem dagen.
Jeg er stadig ikke helt voksen. Men jeg har fået fred med det. Næste gang står jeg forvirret ved kemikaliedisken, tager jeg bare et billede og sender til min mor. Det er også en form for voksenhed, tænker jeg.
